Min tilstedeværelse på bloggen de sidste mange måneder har været ikke eksisterende. Ikke af egen god vilje, men fordi intet andet har været muligt.
Det her er begyndelsen på min 2. graviditet.
Indlægget her er skrevet over flere måneder, og jeg håber derfor det giver mening for jer at læse det. Jeg har haft mine overvejelser om, hvorvidt jeg skulle udgive det, da det er et meget sårbart og følelsesladet emne for mig, især fordi jeg har været igennem det før, og på ingen måde har fået første graviditet bearbejdet. Derfor har det slået rigtig hårdt at få en lignende graviditet igen. Den eneste måde jeg har kunne overbevise mig selv om, at det var en god ide at blive gravid igen var (ud over afkommet selvfølgelig), at jeg havde bildt mig selv ind, at det umuligt kunne blive lige så slemt igen. Det kunne det! Det kunne faktisk blive værre!
Marts måned
Opslag i terminsgruppen på Facebook: “Er jeg den eneste som slet ikke lider af nogle graviditetsgener overhovedet?” Mine tanker: Jeg bliver nød til at melde mig ud af den her lortegruppe!!!. Jeg kan ikke bære alle tillykke-ønskningerne, lege om at gætte kønnet ud fra scanningsbilleder (WTF??), udeblevet graviditetsgener eller råd om Sun Lolly is til graviditetskvalmen. Jeg er slet ikke der. Ja, jeg er gravid, men jeg føler ikke der er noget at sige tillykke for, for jeg har det elendigt, og mest af alt er jeg ked af, at have placeret mig selv i det her mareridt en gang til.
Jeg kaster op, hvis jeg hører en sundhedsfaglig person mere, som siger, at det er svært at komme uden om kvalmen i starten af graviditeten! Jeg er godt klar over at kvalmen er en naturlig del i starten af graviditeten, men jeg vil vove den påstand, at det er de færreste, hvor kvalmen er så massiv, at man ikke kan stå ud af sengen uden at brække sig eller få opkastfornemmelser og desuden har det 24 timer i døgnet. Jeg føler hele tiden at nogen har en skruetvinge rundt om mit maveindhold, og at det er på vej op gennem halsen på mig. Jeg forestiller mig min mave som en rigtig ækel heksekedel med grønt giftigt indhold, som bare koger og bobler løs i maven på mig.
Et tilbageblik på uge 7-16
Jeg er i uge 10 og daglig opkast, kvalme, svimmelhed, vægttab, hjertebanken og hovedpine har været min tro følgesvend siden uge 6. Alle vegne jeg kommer, får jeg tudet ørerne fulde af, at graviditet ikke er en sygdom. Alle artikler og forummer på nettet jeg læser bakker op om den teori. Der er sågar kvinder og kvindelige arbejdsgivere der støtter hinanden i, at de mange der bliver sygemeldt under en graviditet bruger det som en hvilepude for at få lidt ekstra ferie, eller kunne gå derhjemme og dandere den.
I min desperate søgen på nettet efter at finde nogle artsfæller, som har det ligeså skidt som jeg, er jeg stødt på meget lort på nettet. Det har gjort mig vred, harm og ked af det. Men utroligt nok er der forbavsende få, som har fortalt en historie som min. Hvor en graviditet gør en så syg, at man skal være sengeliggende i flere måneder. At en sygemelding faktisk ikke er et valg, men en nødvendighed, fordi man ikke kan holde ud at eksistere.
Det her er min 2. graviditet og I kan bide jer selv i halen på, at det også bliver den sidste. Ikke to graviditeter er ens siger de! Og det er der måske en vis sandhed i. Første graviditet var slem. Men hvor uheldig kan man lige være at anden gang er værre. Chancerne er faktisk ret store (en af de eneste nyttige ting jeg fandt på google!). Godt jeg ikke vidste det til at starte med, for så var Malte blevet enebarn!
Jeg har ellers trukket den længe, for ikke 10 vilde heste skulle trække mig igennem sådan en graviditet igen. 5 måneder med massiv opkast, vægttab, kvalme og intens migræne i 2 måneder… og akut kejsersnit 1 måned for tidligt. Ellers tak! Hvor var jeg dog uvidende i min første graviditet. Jeg fik heller ingen hjælp, den smule hjælp der nu er at hente. Men ingen fortalte mig om det. I stedet brugte jeg tusindvis af kroner på alternative behandlinger for at komme kvalmen og migrænen til livs men intet hjalp.
Første gang jeg stødte på ordet “hyperemesis gravidarum” (“hypermoderne graviditet” som min telefon første gang rettede det til…. det er det langt fra, kan jeg godt fortælle) var da jeg så at min læge skrev det ind i min journal til første lægeundersøgelse. Hyperemesis er en betegnelse for vægttab, kraftigt kvalme og opkast som går ud over almentilstanden. Ca. 0,5-2% af gravide oplever det. 0,1-1% af dem kræver sygehusbehandling for kvalme og opkast. Behandlingen består i kvalmestilende medicin, væske i drop eller akupunktur eller alle dele. Jeg er tilknyttet svangerskabsambulatoriet på Horsens sygehus. Behandlingerne (som i mit tilfælde er akupunktur) har dog ikke haft nogen effekt, og efter 3 gange med akupunktur, hvor jeg kun får det værre, bliver vi enige om at stoppe og går videre til medicinsk behandling. Det sidste jeg får er Ondansetron, som egentlig er et 3. valg inden for medicin til gravide, men ofte det de fleste med hyperemesis får udskrevet. Det tager toppen af mine opkastninger, men hjælper overhovedet ikke på kvalmen, som hele vejen igennem har været det værste.
Man møder ingen medlidenhed i systemet. Da jeg havde min første lægeundersøgelse fandt jeg ud af at mit blodtryk var for lavt. Altså sådan rigtig lavt. Og jeg spurgte lægen om det var det der kunne skyldes at jeg havde det så dårligt. At min puls steg bare jeg trak vejret, og jeg følte jeg var ombord på et skib med 10 meter høje bølger, selvom jeg lå mussestille i min seng, at min mave konstant slog koldbøtter og mit maveindhold hele tiden sad i halsen på mig. Svaret lød: “Ja, det kan du godt blive lidt svimmel af, så du skal ikke rejse dig for hurtigt op”. Altså what. Hører du overhovedet efter hvad jeg siger. Det føles som om jeg er ved at dø! Jeg skal have noget hjælp!
Følelsen af at have mit livs influenza, toppet med de værste tømmermænd man kan forestille sig og så ombord på et skib. Kan I mærke, at man får det lidt småskidt ved tanken. Jeg fryser konstant, så tænderne klaprer og ligger under dynen med varmepude og flere lag uld. Indtil jeg pludselig får et hedeanfald, hvor det føles som om mit blod koger. Jeg sidder eller ligger i min seng dagen lang. Jeg kan ikke se fjernsyn, jeg kan ikke læse eller kigge på min telefon, jeg kan ikke køre bil… jeg kan kun sove, sidde og glo, eller græde i afmagt. Og det sidste gør jeg en del i. Jeg græder efter jeg har brækket mig, jeg græder i min kærestes arme, i min svigermors arme, og jeg græder i søvne. Jeg har så ondt af mig selv og alle omkring mig, fordi jeg er så hjælpeløs.
Det første jeg tænker på om morgenen, når jeg vågner er hvornår dagen slutter, så jeg kan komme i seng igen. Jeg kan ikke holde ud at være til. Jeg vil bare have at det får en ende. Jeg er på ingen måder glad, og kan ikke holde ud at skulle se nogen eller skulle noget. Jeg kan ikke engang overskue min egen søn på 4 år, som heldigvis er så stor, at han forstå, at mor har det meget skidt.
Men hans lille hjerne tænker, og jeg får nogle gange tæsk af hans ord, når han kommer med en udmelding om, at det ikke gør noget, at jeg ikke kan tage med ham og far på tur, for han savner mig alligevel ikke. Eller den dag jeg skulle på apoteket for at hente kvalmestillende medicin efter at jeg havde hentet ham i børnehaven, og han sad helt hysterisk på bagsædet og råbte, at han ikke ville med, og at jeg skulle køre ham hjem til far, så jeg selv kunne køre og aldrig komme igen. Av. Jeg var presset på den tur! En ting er den fysiske “smerte”, men her i 2. graviditet har det mentale fyldt rigtig meget.
Den dårlige samvittighed er enorm, og jeg føler, at jeg står i gæld til halsen til alle som har været der for mig og min familie, for at få tingene til at hænge sammen.
Min søde kæreste har heldigvis været en fantastisk støtte igennem hele forløbet, og har klaret alt herhjemme og samtidig nærmest været alene-far til Malte, fordi jeg intet har kunne klare. Min familie og mine venner har også udvist en kæmpe støtte, alt imens jeg ikke har kunne se til længere end min egen næsetip. Jeg har ikke en eneste gang de sidste 2 måneder skænket barnet i maven en tanke. Det eneste jeg har kunne tænke på, er min egen elendighed og ensomhed. Min krop føles som et fængsel, som jeg ikke kan komme hurtigt nok ud af.
I dag
Jeg er nu snart i uge 20, og vil mene, at mit liv er tåleligt. Jeg har godt nok hovedpine næsten hver dag, som ofte bliver til migræne, en iskiasnerve som til tider er ved at tage livet af mig og halsbrand. Men kvalmen er nu til at leve med, og de daglige opkastninger har jeg ikke haft i 14 dage. Jeg kan komme igennem dagen, og mit fokus er blevet rettet lidt mere på livet i maven frem for mig. Jeg kan spise mere normalt (jeg kan faktisk SPISE), og jeg kan komme med til en fødselsdag og være sammen med min familie.
Det her er mit punktum for hyperemesis. Håber jeg! Det kom i hvert fald ikke tilbage i min første graviditet, så jeg håber det er et afsluttet kapitel. Mange der lider af det i starten af graviditet får det igen på et tidspunkt, hvilket næsten er en ubærlig tanke.
Mine tanker går til alle dem der lider af Hyperemesis, og særligt dem som sidder i det lige nu. Hold kæft I er seje mand, og I er ikke alene! Og til alle jer der igen tager kampen op mod det for at få endnu et barn. Jeg tager hatten af!
Jeg har taget min tørn, og hvor gør jeg det ALDRIG igen!
Jeg har fundet en utrolig stor støtte i gruppen “Hyperemesis – Danmark”, som er en samling af 400 kvinder, som lider af eller har lidt af HG!
Tusind tak for at du har læst med helt herned!
34 kommentarer til “Når graviditet bliver en sygdom!”
Hejsa
Er lige faldet over dit opslag i et desperat forsøg på at finde nogle et sted i verden som forstår mig. Føler jeg ligeså godt selv kunne have skrevet det opslag. Føler hele min verden er væltet fordi jeg har det så dårligt, og det er som om ingen læger vil lytte eller forstå.
Tal for at skrive et opslag som gør at man ikke føler sig alene.
Tascha
Tak for at dele din historie., så er man ihvertfald ikke alene omkring det! Super sejt af dig og godt klaret!
Jeg er i uge 20 nu og kaster op 3 gange dagligt, besvimet på arbejdet og sygemeldt, blev næsten dagligt irriteret over at alle (svigerfamilie, venner, læger, arbejdsgiver mm.) sagde at det altid går over efter uge 12 og det at være gravid ikke er en sygdom (NOT).!!! Ordet og fødevaren kiks er blevet hørt 50 milioner gange og jeg tror jeg har fattet at jeg skal spise kiks… Super træls at man har en skidt oplevelse under graviditet 🙁 jeg kan følge dig i alt det du skriver. Jeg er førstegangsfødende og der går nok noget tid før jeg gider at være gravid igen…… pyha!
Tak fordi du har valgt at dele din historie. Ligger her på sofaen (8+2) under tæppe, dyne og med sokker på og fryser, mens lysten og overskuddet til mad er totalt væk. Kvalmen presser sig på. Deltidsygemeldt pga kvalme og manglende energi. Alt er uoverskueligt ved jeg får det dårligere af ikke at spise, men græder når jeg åbner køleskabet.
Det er min anden graviditet og krydser virkelig fingre for at det bliver bedre i uge 13 ( som sidst) til gengæld ligger jeg med udsigten til en fuldtidssygemelding resten af graviditeten pga. kort livmoderhals.
Første graviditet bød på truende tidligt fødsels i uge 32 pga afkortet livmoderhals. Fødsel som endte i akut kejsersnit efter en traumatisk oplevelse. Denne gang bliver der heldigvis planlagt er kejsersnit så denne bekymring kan aflives.
Det lyder ens med mine forløb, og meget lig den respons jeg har fået fra både læger og omverdenen. Alle læger sagde altid at jeg skulle se kvalmen som noget positivt, for så havde barnet det godt. Mine daglige op til 12 gange opkast ved tredje graviditet stoppede heldigvis da jeg havde født. Dog fortsatte kvalmen og ingen appetit op til seks måneder efter. Her ved min fjerde graviditet måtte jeg stoppe det, kunne ikke klare det mere. Desværre er jeg stadig snart tre måneder efter ramt af kvalme. Læger siger bare det ikke er pga graviditeten. Det er svært at finde fakta på det, men håber at kvalmen stopper snart. Det er næsten til at holde ud at man ved det stopper, når man har født et dejligt barn, men når der ingen ende er på det pt. gør det det ekstra hårdt. Håber der kommer mere fokus på denne lidelse både før og efter graviditeter.
Pingback: Jeg har sagt mit job op! - livingonabudgetdk
Hvor er det en lettelse at læse fra både dig og i kommentarsporet, at jeg ikke er alene. Jeg ligger med den ledeste kvalme, anden gravidite. Er ligeså dårlig som første gang. Det er rædsomt jeg er i 11. Uge og håber at det ligesom sidst lægger sig i 2. Trimester. Men det et bare så rart så rart at høre at man ikke er alene tak!
Hyperemesis kører i min familie: Min mormor, min mor, min storesøster og min ene niece. Selv er jeg sluppet og min anden niece også. Men min ældste datter har også været turen igennem. En ting er kvalmen, opkastningerne, lugtesansen, hovedpinen, trætheden, vægttabet – noget andet er det, man bliver mødt med af nedladende holdninger fra læger og jordemødre, som om nogen burde kende til det her, da det lissom ikke er en ny sygdom. “Du skal bare slappe af – du skal ikke være bekymret – det er nervøst betinget – er du slet ikke glad for at være gravid? – det er det værste!
HG er bare sendt direkte fra helvede. Ens liv er fuldstændig ødelagt i 9 måneder.
Pingback: Drivhuset blev sommerklar - før og efter - livingonabudgetdk
Shit meget af din beskrivelse rammer lige ned i min virkelighed. Betryggende man ikke er den eneste..
Pingback: En anden start! - livingonabudgetdk
Det kan jeg nikke genkendende til. Jeg har kastet op 2x 9 mdr. Anden gang var jeg imidlertid blevet uddannet til zoneterapeut, men INTET af alt det jeg havde lært hjalp på mig. Jeg fandt dog via en af mine medstuderende én akupunktør, der kunne mere end sit fadervor – det hjalp!!! Men hele familien var involveret. Svigerfar kørte mig til behandling – hvis jeg nu skulle kaste op under de 100 km til behandleren, min mor kogte kyllingesuppe, som var noget af det jeg skulle spise (troede aldrig jeg ville komme til at spise suppe igen, men jo, jo) Alle hurtige kulhydrater blev erstattet med langsomme og afbrænding af moxa på akupunktur punkter, samt kinesisk medicin. Alt i alt havde jeg det bedre end første gang. Da jeg havde født min nu 20 årige søn, sagde jeg til min mand, at hvis han ville tage de 9 mdr. så skulle jeg nok føde igen om en halv time. Synes det siger lidt om, hvordan de graviditeter har været 🙂 I dag nyder jeg min 25 årige datter og min 20 årige søn, men drømmen om 4 børn blev ved de 2. Så vi er sgu seje, at vi har gjort det to gange.
Min afdøde mor sagde engang til mig, hvis mænd og kvinder skulle skiftes til at få børnene fik man max 3 børn forudsat, at kvinden fik nr. 1 og 3, mændene ville kun gennemgå det 1 gang og her taler vi om fødslerne – slet ikke om vores frygtelige graviditeter. Godt at gevinsten (de dejlige unger) opvejer graviditeterne.
Stort kram til dig og jeg ønsker dig held og lykke med det hele.
Min kollega sendte linket til din artikel, og hvor er jeg glad for jeg fik det læst. Jeg er 2. Gangs gravid med en rigtig slem 1. Graviditet med kvalme og opkast… og havde hele tiden tænkt det går meget bedre anden gang! Nej! Jeg er bundet til min seng på tredje uge, her hvor jeg er otte uger inde i graviditeten. Jeg kaster op, har kvalme, er svimmel og sover.. jeg er tudefærdig over jeg ikke kan være der for min søn på 11 måneder.. sidste graviditet kunne jeg sætte punktum for det i uge 22. Jeg håber godt nok det sker før denne gang.
Jeg har følt mig så alene. Men den måde du beskriver det på er PRÆCIS som jeg havde det under hele min graviditet her fra maj 2018 til februar 2019… Der var ingen hjælp at hente, jordemoder der ikke troede på mig og mine gener, når jeg fortalte, trods jeg intet tog på før uge 30 ca… Jeg er selvfølgelig ikke glad for du har det sådan, men alligevel er jeg glad for jeg ikke er helt alene med at opleve graviditet sådan. Oveni fik jeg bækkenløsning, men det er jo meget normalt at have ondt og føle kønsbenet brækker. Åh altså… Jeg håber, det bliver mere tåleligt i resten af din graviditet. Tak fordi du delte så sårbart et emne ❤️
Tak fordi du kan sætte de meget svære ord på hyperemisis. Jeg er også den heldige vinder af det og selvom det her i uge 32(!) går bedre, så kaster jeg stadig op dagligt og kæmper med kvalme døgnet rundt. Jeg får også odansetron som sidste udvej, selvom det kun kan tage toppen.
Folks lykønskninger føltes i meget lang tid så malplaceret fordi jeg jo ikke kunne se det fantastiske i at jeg nu var mere syg end jeg nogensinde før har været.
Og ja, hvis en læge/sygeplejerske/jordemoder/etc. Endnu engang nævnte at det ‘er naturligt’ så kunne jeg også have kastet op udover dem 😉
I feel you! Jeg var SÅ DÅRLIG første halv del af graviditeten. Ikke kun om morgenen – men hele døgnet. Jeg var sågar oppe flere gange om natten for at brække mig. “Bare spis sengeliggende inden du står op… gerne lidt kiks” men inden jeg overhovedet havde slået øjnene op, var grøn galle allerede på vej op i svælget. Nej tak – bare tanken om mad var nok! Lugten af mad endnu værre. Jeg fik akupunktur hos egen læge, men det hjalp ikke. Væske behandling var på tale hyppigt, og set tilbage burde jeg nok have fået det… men min praktiserende læge ridder ikke samme dag de sadler. Først sent i graviditeten blev man opmærksom på mine alt for lave tal! Appetitten kom aldrig i resten af graviditeten – og jeg kunne slet ikke spise varm mad.
Heldigvis havde jeg en drømme fødsel som overskyggede andet.
Årh, jeg fældede lige en tåre eller to, da jeg læste dit indlæg. Det minder så frygteligt meget om min første graviditet for 4 år siden – som har skræmt mig så meget. Opkast i 9 måneder – og så den der kvalme, som man ikke forstår, før man har prøvet det. Men alle sagde: “kvalme er jo meget normalt i starten” eller fortalte, hvor overdrevet det var, at “alle gravide blev sygemeldt”. Årh, hvor var det hårdt. Jeg sender alle de positive tanker til dig og håber, at det aldrig vender tilbage – og at du kan nyde det lille liv!
Ej hvor er det godt skrevet. Det lyder som mine tanker da jeg havde værst. Jeg sagde det bare ikke højt. Jeg var flov over at jeg faktisk gad være gravid mere. Jo jeg glædede og glæder mig stadig til at blive mor til september men jeg nyder på ingen måde graviditeten… Jeg har sagt det højt til min kæreste som har været min største støtte sammen med Facebook gruppen du også nævner. Men jeg er stadig flov over jeg ikke kan lide at være gravid.
Jeg er heldigvis også kommet på den anden side, opkastningerne er væk og kvalmen kan de fleste gange klares med at tygge tyggegummi. Min krop er træt, jeg har ondt i ryggen, får ind imellem plet blødninger og kan ikke lave særlig meget før plukverne kommer. Men der er “kun” 10 uger til termin, så snart møder vores lille dreng.
God bedring og sejt du går i gennem det for anden gang. Jeg frygter allerede min næste gravidit og jeg gør det kun igen fordi jeg ikke vil have et enebarn.
Det lyder SÅ meget som mine graviditeter. Bortset fra at mit først holdte op da børnene blev født.. Jeg tabte mig og var kg. Mæssigt tyndere end da jeg startede med at være gravid.
Det var hæsligt..!
Og du har ret, man finder ikke meget forståelse for det.
Det eneste opløftende jeg kan sige er at man heldigvis med årene fortrænger det lidt. 😉 Det går ligsom i glemmebogen.
Håber for dig at det vender nu og du kan nyde resten af graviditeten.
Jeg synes det er mega sejt at du skriver din historie – jeg er sikker på at det bliver en stor hjælp til andre i lignende situation. Jeg håber at du kommer godt igennem resten af graviditeten. Børns ord kan ramme hårdt men de mener det heldigvis ikke så slemt. Tænker hans udbrud skyldes at han savner den mor han havde inden graviditeten og hende skal han jo nok få tilbage! Hvor er du bare sej! <3
Hvor er det bare en vild omstændighed du er havnet i igen! Synes det er mega sejt du sætter ord på det for jeg tror det kan være svært at sætte sig ind i – specielt hvis man som mig ikke har været gravid før. Håber du fortsætter ad den gode vej resten af din graviditet ❤️
Øv et forløb du har været og jo stadig er igennem 🙁
Da min datter fik intensiv kemo havde hun den ledeste kvalme, her fik noget særligt kvalmestillende de giver til kemopatienter, men måske det samme produkt kunne have hjulpet dig.
Mht til din iskiasnerve, så kan et mavebånd/bælte som holder på din gravide maves vægt måske hjælpe lidt.
Og på gigtforeningens side eller på Skælskør gigtsygehus side kan du måske finde øvelse for netop iskiasnerven. Jeg har selv døjet hermed.
Hovedpine som bliver migræne er også svær. Kan du skaffe et hovedmassageapparat. Det kan give massage på hovedet og øverst i nakken på alle de rette punkter og afhjælpe.
Jeg håber den sidste del af din graviditet bliver nemmere at klare.
God bedring ønskes du herfra.
Jeg havde det også frygteligt under min graviditet, og får angstsymptomer bare af at tænke på at skulle det igennem igen.
Forstår virkelig godt hvor hårdt det oveni må være, at du ikke kan være der som du gerne ville for din søn ❤️ Kærlige tanker til dig
Respekt for dig ✌️at du er så viljestærk at beholde barnet i sådan en situation💪Håber det bedste for dig og din lille familie😊 og held og lykke fremover😊
Du er SÅ sej! Jeg er næsten igennem (uge 34) en helt og aldeles træls graviditet. Kvalme og opkast indtil uge 22, alt for lav blodprocent og blodtryk, nu en streptokok-infektion og begyndende ondt i bækken/haleben. Det her er bare graviditeten, der bliver ved med at give
Puha, og så er det os andre, der synes at kvalme i 6 uger med enkelte spontane opkastninger var rigeligt til, at vi synes det var træls! – kan godt forstå at du bare har ligget og følt afmagt og ensomhed i så lang tid. Jeg har været sygemeldt med bækkensmerter i snart en måned og de første 2 uger kunne jeg også mærke den der uretfærdigheds fornemmelse over at min egen krop svigtede mig og min familie. Især det der med at ens ældste barn skal tage mere hensyn end fair er, fordi ‘mor er syg’. Men i det mindste kunne jeg overskue at snakke lidt, at deltage i spisningen og andre småtterier og nu er det langsomt begyndt at gå lidt bedre pga jeg ikke udsættes for nogen belastning. Havde min første graviditet været sådan her, ved jeg ikke om jeg havde haft mod på flere børn – så jeg kan udmærket forstå at du helt har sagt stop for flere, da jeg dårligt kan forestille mig, hvor forfærdeligt det må være at have det elendigt HELE tiden uden at møde forståelse ❤️❤️❤️ rigtig rigtig god bedring 💓💓
Åh hvor er det bare hårdt, at have det så dårligt i den ” søde tid” det er o helt umennesleligt, men alligevel klarer du dig igennem, du er en sej og stærk kvinde 😊
Jeg har to voksne børn hvor jeg under den første graviditet havde voldsomt kvalme 24/7 de første 3 mdr. Ved nummer to graviditet blev det endnu voldsommere. Den gang var der ikke Google så jeg kunne ikke google mig til nogen hjælp. Kan huske jeg sagde til min mor at hvis jeg mistede barnet ville jeg om ingen omstændigheder være gravid igen. Jeg fik en dejlig datter og så var det også slut med at få flere børn 😊 Jeg ville rigtig gerne prøve at være gravid hvor alt forløb godt, men det havde jeg ikke mod på. To dejlige børn måtte være mit kald ♥️
Sender dig en masse positive og glade tanker mod dig og håber resten af graviditeten bliver uden hyperemesis ☀️😊
Kh Winnie
Årh et rørende indlæg. Du beskriver min første graviditet fuldt ud! Det er både “rart” at hører man ikke har været helt alene om det, og samtidig får jeg den største knude i maven over hvad du går igennem lige nu. Alle siger også Edith skal have en lillebror- eller søster, men jeg kan slet ikke se mod ud af graviditeten med hende. Jeg levede af Mathilde kakaomælk i 9 måneder, da det var det eneste jeg synes var ok at få op igen kort efter.
Shit hvor jeg føler med dig, og håber virkelig du får alt den hjælp, for det fortjener du virkelig!
Sender dig tusinde tanker, med håbet om det går den rigtige vej, og du forhåbentligt kan få fokus på det lille dejlige liv i maven, selvom det vitterligt koster blod, sved og et hav af tårer og afmagt ❤️
Dette var noe jeg kunne kjenne meg igjen i. Var på grensen til hyperemesis i min første graviditet, kastet opp opptil 20 ganger til dagen, og var så kvalm at min samboer lurte på om vi i det hele tatt skulle gjennomføre denne graviditet. Men barnet kom, tenkte også det her blir enebarn. Men så kom ønsket om en til, og tenkte også det skjer ikke igjen, det kan ikke bli så slemt… altså jeg visste jeg var gravid før jeg tisset på pinnen. Kvalmen var tilbake, oppkast tilbake, stoffskifte ble helt fucked up, hodepine og lavt blodtrykk. Men så plutselig i uke 18 ga kvalmen seg, men så var det bekkenet, det er så vondt!. Nå er det 6 uker igjen, og det er nesten så jeg vil at barnet skal komme. Men jeg klarer noen uker til. Graviditet er ingen sykdommen, men det føles sånn ut. Masse hell og lykke videre, håper det blir bedre!
Puha, jeg har været igennem præcis det samme – også to gange med termin her om en lille uge. Det er så sindssygt hårdt og jeg har aldrig fået sat ord på. Men hvor rammer du det bare spot on. Helt så hårene rejser sig. Det er simpelthen så modbydeligt!
Ønsker dig den bedste sidste del af gravidtiten!
Tak tak og tusind tak for dette opslag, som måske kan sætte lidt fokus på, hvordan en graviditet også kan være.
Jeg er selv i uge 28, og min graviditet har bestem heller ikke været en dans på roser. Heldigvis må jeg så sige, at det lyder til st du har været hårde ramt. Min graviditet startede med opkast flere gange dagligt, et vægttab på 13 kg og absolut ingen appetit. Det var forfærdeligt, det handlede hele tiden om hvornår jeg skulle kaste op næste gang. Føj for den. Det er min første graviditet og håber næste bliver nemmere 🙈 Nu er jeg heldigvis kommet over det meste og kaster kun op minimum 1 gang om ugen. Så igen mange tak for at sætte fokus på at en graviditet godt kan være en sygdom.
Wauv hvor er du bare sej ❤️ Helt utroligt at læse om. Tænk nogen kvinder skal det igennem. High five her fra ☺️
Vil bare sige hvor er det godt skrevet og sender en masse gode tanker din vej. Jeg var selv meget syg i min graviditet pga. Hydronefrose. Som kom pludselig i uge 22, det var forfærdelig og gjorde så ondt. Så kan godt sætte mig ind i nogen af de tanker du har, dejlig der er nogen der sætter ord på og siger det højt.
Forstår godt at det er din sidste graviditet, at du ikke vil udsætte dig selv og din familie for det igen. Oplever du også at det kan være svært for andre at sætte sig ind? Jeg har oplevet mange steder at jeg virkelig skal forklare mig, når jeg siger jeg ikke vil havde flere børn, selv ved lægen. Folk har virkelig svært ved at forstå at jeg ikke kan se mig udover en graviditet og derfor ikke få mere end et barn.
Men godt kæmpet og dejlig at læse at der er bedring😊
Du er så pisse sej. Jeg har ikke prøvet det på egen krop, men en svigerinde der har været samme helved igennem to gange som dig. Hun var af flere omgange indlagt. Jeg husker tydeligt da vi var gravide på samme tid og jeg havde så dårlig samvittighed, da min graviditet var en dans på roser i forhold til hendes. Så kæmpe mæssigt kram, du/i er pisse seje.
Der er lukket for kommentarer.