Gravid med Malte i 2014 (uge 35) – En uge senere er han født
Den første dag i september 2014 står rimelig klart i min erindring. Vi er lige flyttet tilbage til Jylland et par måneder forinden, og jeg har 4 uger tilbage inden termin. Morten er taget til et mindfulness kursus i forbindelse med et sygdomsforløb og har taget bilen. Jeg er træt og sover derfor længe men vågner ved 9-10-tiden og opdager at jeg bløder. Jeg går fuldstændig i panik. Jeg prøver desperat at få fat på Morten, men hvem i alverden har sin telefon på sig, når man sidder og dyrker mindfulness i et lokale med andre. Jeg ringer derfor grædende til min svigermor som bor 10 minutter væk, og kort tid efter ringer Morten og kommer hjem med det samme. Min svigermor og Morten holder stort set i carporten på samme tid.
Læs også: Når graviditet bliver til en sygdom
Vi sidder på fødegangen og får at vide, at det er helt normalt med blødningen og at min livmoderhals er forkortet. Jeg forbinder ikke de to ting med en forestående fødsel og spørger bare om den ikke hele tiden har kunne være kortere end normalt. Jeg har trods alt været tilknyttet et andet hospital indtil nu, så måske de bare har “glemt” at skrive noget ind i min journal. De siger jo. Så vi tager hjem igen. Om tirsdagen, dagen efter, har jeg det ikke særlig godt. Jeg har ondt, og har svært ved at finde ro. Tirsdag aften går jeg tidligt i seng, men kommer ned til Morten ved 1-tiden igen, fordi jeg ikke kan sove pga. smerter. Vi begynder at tage tid mellem noget som jo nok er veer, men som jeg på det tidspunkt godt kan holde ud.
I starten af min graviditet blev jeg kørt på Hvidovre hospital i alt hast, da jeg flere nætter i træk havde så store smerter at jeg var ved at besvime, så da jeg endelig kontaktede min egen læge, ringede hun med det samme efter en ambulance, da hun troede at jeg var gravid udenfor livmoderen og havde indre blødninger. Det var heldigvis ikke tilfældet. Men med smerterne fra starten af graviditeten i baghovedet, regnede jeg ikke rigtig de her “veer” for noget særligt. Hospitalet vil gerne have os ned, og køreturen til Horsens er nok ikke lige den bedste tur jeg kan mindes, men igen det er til at holde ud.
Da vi kommer ned på fødegangen, er jeg 4 cm udvidet og mine veer og Maltes hjertelyd bliver observeret. Malte ligger med numsen nedad, og vi har et vendingsforsøg i kalenderen ugen efter. På det her tidspunkt tænker jeg stadig ikke over at jeg er i fødsel. Tidligt om morgenen kommer vi ind til en samtale, hvor jeg får valget mellem en sædefødsel og et akut kejsersnit. Jeg er nok lidt omtumlet og tænker stadig, at vi snart skal hjem igen (altså uden en baby) og spørger derfor hvad de synes. De anbefaler klart et kejsersnit, og hvem går imod en læge i sådan en situation. Jeg får sagt noget med at jeg slet ikke er klar og tager selvfølgelig det valg de anbefaler.
En time senere ligger jeg på operationsbordet, og jeg mindes det er fuldstændig overvældende. 10 forskellige mennesker der bombarderer mig med oplysninger. Jeg får noget som gør mig virkelig dårlig, og jeg når lige at sige, at jeg bliver dårlig, inden jeg kaster op og med alt hast bliver vendt, så jeg ikke bliver kvalt i mit eget opkast. Morten bliver placeret ved mit hoved, og jeg husker, at jeg bare ligger og kigger på ham mens tårerne triller ned ad mine kinder. Fuldstændig overvældet af, hvad det er der foregår.
Pludselig er der en sygeplejerske eller en jordmoder som siger: “prøv at se her, Louise”, og jeg når lige at se Malte inden han bliver ført væk. Derfra husker jeg faktisk ikke rigtig så meget. Jeg husker ikke, hvornår jeg første gang holder Malte, og jeg husker heller ikke at jeg kommer op på barselsgangen. De næste 4 dage er jeg helt væk. Jeg har så mange smerter og er meget svimmel. Jeg spørger hele tiden om jeg må få mere medicin, fordi jeg har ondt. Morten må hjælpe mig med alt og må klare Malte alene. Fordi Malte er født for tidligt har vi 11 dage på barselsgangen inden vi får lov til at tage hjem. Jeg husker egentlig tiden på barselsgangen som rigtig god, men fødslen som kaotisk og mit sind har slet ikke kunne følge med.
Her 2. gang har jeg egentlig ikke gjort mig nogen særlige overvejelser omkring en fødsel, og nok heller ikke så meget omkring et barn. Jeg har distanceret mig, for det eneste jeg har kunne rumme er min elendighed. Det var først da jeg fik besøg af Astrid fra “En ANDEN start“, som i første omgang skulle hjælpe mig med rebozo og smertelindring, at vi begyndte at snakke tingene igennem og snakke en smule fødselsforberedelse, som stadig virkelig ligger mig fjernt, selv her 4 uger inden termin. Jeg har svært ved at forholde mig til at der rent faktisk kommer noget godt ud af det her forløb. At der faktisk kommer en baby. Og derfor har jeg slet ikke tænkt i fødsel. Men da jeg først fik åbnet op overfor Astrid, kunne jeg godt mærke at der måske lå nogle ting i overfladen, som ville være godt at få talt igennem inden en ny fødsel.
Jeg skifter mellem at tænke “det skal jeg nok klare” til at være angst for at jeg går totalt i panik og slet ikke arbejder med min krop. Derfor tænker jeg også at det nok var en god ide at jeg har tog en omgang fødselsforberedelse med Astrid, som i øvrigt har åbnet min verden for graviditet og fødsel. Ud over at være doula er hun også ammevejleder og har fødselsforberedelseskurser. Hun er sådan et sødt og empatisk menneske, og selvom jeg er meget privat og tænker, at det kun er Morten der skal være ved min side under en fødsel, så kunne jeg altså godt forestille mig at Astrid stod ved den anden side, som hjælp og støtte og lidt rebozo.
I min første fødsel gjorde jeg bare som jeg fik besked på. Jeg har selvfølgelig haft valget, men jeg har ikke sat spørgsmålstegn ved noget. Heller ikke et kejsersnit. Denne gang vil jeg gerne være forberedt, så jeg kan være med i min fødsel. Jeg er der nok ikke helt endnu. Men jeg føler mig klart mere klædt på.
Jeg ved jo heldigvis at der kommer noget godt ud af det her, sådan hvis jeg lige får drejet min hjerne til at tænke lidt positivt. Jeg har et perfekt eksemplar på 5 år lige ved min side. Og jeg GLÆDER mig til at baby kommer. Men jeg glæder mig ligeså meget til at graviditeten er overstået. Nu skal de sidste 4 uger bare overstås. Og Gud nåde den der lufter tanken om, at det kan ske, at jeg går 14 dage over tid!!! Jeg håber virkelig på at vi får en anden start denne gang. Ingen kan forudse om den bliver bedre, men vi kan være mere forberedte når fødslen banker på døren.
Jeg er i øvrigt blevet anbefalet Astrid i sin tid og min egen anbefaling er hermed givet videre!
I kan læse mere om Astrid på hendes hjemmeside “En ANDEN start“
