For et par uger siden fik vi et afslag på vores byggeansøgning, som vi langt om længe havde fået sendt ind. Vi havde ventet rigtig længe på tegningerne og da vi så fik dem sendt ind, var de desværre mangelfulde. Kommunen var egentlig rigtig hjælpsomme, og vi fik da også et opkald fra den byggesagsbehandler som sad med vores sag, hvor hun forklarede hvad problemet var. Noget som vi aldrig selv ville have set, da vi jo i bund og grund ikke rigtig ved noget om sådanne tegninger.
Men kommunen reagerede heldigvis ret hurtigt, og vi har nu fået lavet nye tegninger og fået taget nye mål. For der var gået noget helt galt med målene på de gamle tegninger. Og det var egentlig lidt held i uheld, for vi har besluttet at skære lidt af højden på taget. Vi har hele tiden været lidt bekymrede for at taget ville blive for højt til vores lille hus, så vi fik ligesom lidt ekstra betænkningstid, hvilket nok var meget godt.
De nye tegninger er nu sendt ind, og jeg håber virkelig at de bliver godkendt hurtigt, for som I kan se, så er vi klar! Stilladset står klar i indkørslen og det pynter jo ikke ligefrem. Ikke at jeg tror at det bliver bedre når vi går i gang. Men så er vi ligesom i gang.
En positiv ting er dog, at jeg tror, at vi slipper for at skulle forbi fredningstyrelsen, da det lader til, at den fredning der er på engen i baghaven er tilpas langt fra huset. Pyhh. Ellers kunne det sagtens havde taget endnu længere tid at få en godkendelse.