Jeg komme til at savner dig, når du ikke er her mere

Den anden dag havde vi besøg af min far. De har lige mistet deres hund til en hjerneblødnig. Den blev 14 år gammel. Hvilket er virkelig gammelt for rasen. Men sådan en hund tager en stor plads i ens hjerte, og når de ikke er her mere, så efterlader de en ligeså stor tom plads. Jeg er ofte træt af vores hunde. Der er så mange ting der skal tages højde for og især Samson, som er problembarnet, spærrer ofte ben for os og er en enorm stressfaktor. Men som min far sagde: “du kommer til at savne dem, når de ikke er her mere”.  Og det er jeg slet ikke i tvivl om!

En hund med angst

Historien om Samson startede for knap 10 år siden. I 2010 boede Morten og jeg i en lejlighed i Københavns nordvestkvarter, og ville virkelig gerne have en hund. Vi er begge vokset op med hund, og derfor var en hund en naturlig del af familieforøgelse. 

En kold novemberaften hvor Morten var til fodbold, faldt jeg over en annonce på DBA med blandingshvalpe i Helsinge. Ikke ligefrem i nabolaget og vi havde ingen bil. Så Jeg ringede hurtigt til en vennepar, og spurgte, om de ville med ud at se hvalpen. Vi kom til Helsinge og så den mindste og sødeste lille hanhund i kuldet. Morten var overbevist, og alle var glade. Familien han kom fra var enormt søde og havde avlet et kuld før, så vi var ret trygge. 

Dagen kom hvor Samson blev ti uger og vi kørte spændte til Helsinge for at hente ham. Der havde vi selvfølgelig besøgt ham flere gange. Damen græd da vi tog ham med, men hun vidste at han ville få et godt hjem. Vi fik en kurv, hundemad og legetøj med som ville gøre hans start hos os tryg.

Den første tid med Samson var skøn. Morten lå på gulvet og sov ved siden af hans kurv til at starte med. Vi begyndte også så småt på alenehjemme træning, for Morten skulle jo i skole, og jeg skulle på arbejde. 

Jeg husker, hvordan jeg til at starte med spænende ned af Nørrebrogade på cykel efter arbejde, så hurtigt jeg kunne, fordi jeg glædede så meget til at komme hjem til lille Samson. Senere spænede jeg bare hurtigt, for at han skulle være så lidt alene som muligt.

Det gik hurtigt op for os, at det ikke var så nemt. Da Morten begyndte i skole igen, havde Samson få dage, hvor han skulle være alene. Selvom vi syntes, at vi havde trænet og rustet os til det der skulle ske, så gik det bare dårligt. Samson havde altid overskidt lejligheden. Og det var opslidende at det første der skulle ske, når man kom hjem fra arbejde, var at tørre lort op. Han hylede også når vi gik, og det gjorde ondt i hjertet at høre ham ude foran vinduet.

Når vi kom hjem og der var stille, forsøgte vi altid at prøve at lure ind ad vinduet, i håb om at se, at han lå og sov.

Da Samson var et halvt år gammel købte vi lejlighed ude på Amager. Tæt på strand og hundepark. Vi var virkelig opsatte på at Samson skulle lære at være alene, og ud over alenehjemmetræning havde vi også forsøgt os med burtræning, dapp halsbånd og sådan en ting til stikkontakten, Zylkene, godbider rundt i lejligheden, lange gåture, søge lege og endda modermælkserstatning, som jeg havde hørt havde en beroligende effekt.

Fuldstændig tilfældigt faldt vi en dag i snak med et par ude ved Amager strandpark og de spurgte om Samson var en af hvalpene fra Helsinge. De kunne åbenbart kende ham fordi deres hvalp også var derfra. Og det viste sig, at de havde præcis samme problemer som os, og havde gjort nøjagtig de samme overvejelser om at finde et andet hjem, hvor den aldrig skulle være alene. Men jeg tror næppe sådan et hjem findes.

Men vi kunne jo ikke gå af med Samson. Og når vi nu havde fået en hund, så syntes jeg egentlig også, at det var vores ansvar, at den havde det godt og fik et godt liv.

Vi fik anbefalet en adfærdsterapeut fra Sorø, som kom hjem til os. Den sommer, inden jeg skulle begynde at læse igen, tilbragte jeg 3 måneder på bagtrappen med en bog, og gik konstant ind og ud ad døren, mens jeg overvågede Samson på et kamera på telefonen. Ikke en eneste dag var han alene, uden at jeg var lige udenfor døren. I samarbejde med adfædsterapueten blev koden knækket. Samson kunne være alene hjemme. Jeg var lykkelig! Og lettet. For i mellemtiden havde vi også fået en klage. Det må også være virkelig belastende at bo i opgang med en hund som larmer.

Men da Samson har flere bløde racer i sig advarede terapeuten os også om, at han kunne hoppe ind og ud af angsten. Og det gjorde han selvfølgelig. Selvom vi forsøgte med træning igen var der intet der hjalp. Jeg huske hvor stresset jeg var, når jeg kørte i skole og havde mobilen liggende på sædet med overvågning af Samson. Flere gange måtte jeg simpelthen køre hjem igen, fordi jeg ikke kunne holde ud, at han hylede og var så ulykkelig. Jeg var også frustreret over at træningen ikke virkede og at alle mine timelange turer med søgelege, inden jeg skulle ud ad døren, ikke havde nogen effekt. 

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet det var så opslidende at have en hund, og jeg havde faktisk heller aldrig hørt om alenehjemmeproblemer, så det var slet ikke en overvejelse vi havde gjort os inden vi fik Samson.

På det tidspunkt havde vi en overbo med en skøn stor hund, som Samson kom rigtig godt ud af det med, og vi forsøgte at lade dem være alene nede i vores lejlighed for at se, om Samson stadig ville hyle. Og mirakuløst sagde han ikke et kvæk. De lå bare begge to og sov. Der var det ideen om to hunde opstod. Vi afprøvede det selvfølgelig mange gange og hver gang var der samme effekt. Ro og stilhed. Inden det havde vi haft en episode hvor nogen havde skrevet med sprittusch på vores vinduer, at vi ikke var ordentlige ved vores hund, fordi han larmede, og det var selvfølgelig virkelig ubehageligt. For vi gjorde jo alt hvad vi kunne for Samson. I en lang periode hentede og afleverede jeg ham endda hos en pige, som passede ham i mens jeg var på arbejde, så han ikke skulle være alene. 

Smilla kommer ind i vores liv

Smilla kom sendt fra himlen. Vi købte hende af et par, som ikke kunne beholde hende, fordi hun ikke kunne med deres katte og fordi, hun var stresset og tissede i børnenes senge. 8 måneder inden havde de fået hende hjem fra Kreta, hvor hun levede på gaden. Men det gik bare ikke. Og de var rigtig kede af at skulle af med hende. Samson og Smilla klikkede med det samme. At se de to sammen er fantastisk. Det gør ondt i mit hjerte at tænke på dagen, hvor en af dem ikke er her mere og den anden skal undvære.

Ikke lang tid efter blev jeg gravid med Malte, og vi besluttede at flytte tilbage til Jylland, hvor vi fik et rækkehus i Hørning udenfor Århus. Alt var godt, og Malte kom til verden. Men Samsons angst blev værre og værre, og på det tidspunkt havde vi ikke længere energien og overskudet til at tænke i træning. Så vi tog ham med til dyrlægen, og lagde en plan for medicinsk behandling. Dyrlægen var klar i mæglet om, at virkede medicinen ikke, så syntes hun faktisk, at vi havde gjort hvad vi kunne, og så skulle han have fred. Den tanke kunne jeg selvfølgelig slet ikke holde ud.

 Et år senere købte vi hus på landet og nu gjorde det ikke så meget, at Samson hylede. Selvfølgelig var det synd for ham, hvilket var stressende nok i sig selv, men nu generede han heldigvis ikke nogen, og vi skulle ikke frygte, at blive smidt ud eller at nogen ville skrive på vores vinduer. Smilla forblev heldigvis rolig. Men hun havde ingen effekt på Samson mere. Ud over højeste dosis af medicin, fik Samson også en slags beroliggende pasta, som skulle på hans mad og ind i munden på ham, når han skulle være alene. Men det hjalp ikke. Og en dag gik det helt galt.

Fra den ene dag til den anden kunne han ikke være alene, når vi skulle ind i seng. Inden havde de ellers sovet i køkkenet om natten, men nu stod han bare hele natten og halsede ved døren til vi lukkede ham ind. Han begyndte også at ryste, når vi gjorde os klar om morgenen. På det her tidspunkt var Morten tit i København (hvilket han stadig er), og han sagde egentlig, at hvis jeg syntes det var for meget med Samson, så var han nok klar på at tale aflivning. For at stå med en hund som er bund ulykkelig, ryster og piver, samtidig med at man skal have et barn klar og selv skal på arbejde, det er en kæmpe stressfaktor. Især hvis Samson fik møvet sig ud ad døren med os og var fuldstændig umulig at fange igen. I ren afmagt skældte jeg tit ud, hvis Malte fik åbnet døren og Samson løb væk. Så et par månder efter ringede jeg og talte med dyrlægen, som syntes at vi havde gjort alt hvad vi kunne, og syntes at en aflivning var helt i orden. Jeg havde nok brug for en professionel ville tage beslutningen for mig, for jeg kunne simpelthen ikke selv, hvordan tager man afsked med en hund som ellers er fris og sund. Men vi fik ham aldrig aflivet. Vi kunne simpelthen ikke. 

Så årene gik og nu er vi her i dag, hvor Samson er minimalt alene, hvilket han egentlig altid har været. Men hans angst er på sit højeste. Når vi børster tænder om morgenen står han og ryster over hele kroppen og piver, selvom jeg altid har ham med i bilen. Og selvom vi måske slet ikke skal afsted. Men der er nogle rutiner som tricket ham. 

Den anden dag, hvor jeg var alene med begge børn, lukkede jeg ham ud ad døren til bilen, for at slippe for hans rysteri. Malte skulle i børnehave. Men Samson hoppede ikke ind i bilen, som han fik besked på og som han plejer. I stedet fortsatte han i løb ned ad vejen efter jeg havde sat børnene i bilen. Jeg forsøgte at tænde bilen og starte med at køre, for så plejer han normalt at komme ind i bilen.  Men ikke denne gang. Efter at have rendt efter ham i 20 minutter (stadig med begge børn i bilen), gik jeg ind efter hans snor, i håb om at han troede, vi skulle ud at gå. Men hvem prøver jeg at narre. I arrigskab kastede jeg snoren efter ham, og håbede virkelig i øjeblikket at den ville ramme ham i hovedet og han ville falde død om. Til sidst kom han heldigvis. Han kom ind i bilen og jeg fik afleveret Malte. Man har bare lyst til at råbe og skrige ad hunden når man først har fat i den, men det kan man jo ikke. Ofte har jeg også rendt rundt i haven for at fange ham, fordi han har lugtet lunten om at vi skal afsted og ikke vil ind. 

Samson, du er jordens dejligste hund. Men du har gjort vores liv så svært. Jeg har grædt, været stresset, rasende og ked af det.

Vi kommer til at savne dig, når du ikke er her mere. Men hvor bliver det også en lettelse! 

FØLG MIG PÅ
LÆS OGSÅ

8 kommentarer til “Jeg komme til at savner dig, når du ikke er her mere”

  1. Meget smuk beskrivelse 🙂
    For snart 4 år siden fik jeg en 5 år gammel grand danois fra en familie, som ikke magtede den mere.
    Den var præcis som du beskriver jeres, bare jeg tog tøj på begyndte den at ryste og pive og var bange for, at jeg skulle gå.
    Så fik den gigt og mange smerter og det gjorde ikke angsten og nervøsiteten mindre – tværtimod.
    Efter anbefalinger købte vi CBD (canabis dråber uden euforiserende virkning til hund) og den får nogle dråber på en kiks og lidt leverpostej på 3 x dagligt. Efter bare få dage faldt den til ro, den kan stadig blive angst men på et lille niveau, den er til at holde ud nu.
    Jeg har også haft tankerne om hvor meget nemmere det ville være uden den, men elsker hende jo så højt og er så glad for, at jeg fik gang i CBD til hund.
    Det kan jeg anbefale dig at prøve, det vil gøre både din hund og jeres liv så meget bedre.
    Angst og uro stresser hunden og dens hjerte, så ro på er godt.
    Ønsker du familien og de firbenede en skøn søndag 🙂

    1. Tusind tak, Tina. Vi har faktisk prøvet CBD dråber. Men de skulle i nakken på ham. Måske vi skulle prøve det andet. Tak for tippet og dejligt at det har virket for jer<3 Kh Louise

  2. Sikke en fin historie, den taler lige til mit hundehjerte! Har I siden hen fundet ud af om det var sket noget i hans opvækst der i Helsinge?

    1. Tusind tak, Lisbeth. Jeg tror det ikke. Jeg tror mere, det er noget arveligt. De var simpelthen så søde der hvor vi fik ham fra, og jeg skrev også med en ejer, som havde en hund fra det tidligere kuld. Men da jeg spurgte ind til alene hjemme problemet svarede hun aldrig tilbage. Kh Louise

  3. Uuuha det ergodt nok noget af en opgave I er kommet på.
    Men jeg kan godt sætte mig ind i det, for vi har selv haft en hund med stress som til sidst gik over i demens. En blanding mellem schæfer og leonberger. Han var så god og dejlig og kærlig men han var nervøs og gøede ALTID! Til sidst var det en kæmpe stressfaktor men det var svært at træffe valget. Vi fik også hund nummer to og det begyndte faktisk at smitte af på hende selvom hun er en meget rolig race. Men da han så begyndte at få dårlige hofter og havde svært ved at rejse sig, tog vi den tunge vej til dyrlægen. Jeg havde lommerne fulde af godbidder, så han fik et rigtig fint farvel med munden fuld af det han elskede og han sov lige så stille ind.
    Det var en god afsked og ærlig talt en kæmpe lettelse bagefter. For det var ikke noget godt liv for ham, hvilket jeg synes også er vigtigt at tænke på.
    Og vores tæve er bagefter faldet fuldstændig til ro.

    Men det er et valg som man kun selv kan træffe.

    De bedste hilsner

    1. puha sikke en historie. De rer ingen tvivl om at man hurtigt kan blive “egoistisk” på hundens vegne. For man ser jo helst at de altid er her. Men det er en svær beslutning. Jeg er sikker på i traf det rigtige valg. Det er ikke hundens tarv at den har det så skidt<3

  4. Åh det gør ondt i hjertet, ked af det på jeres vegne, det må være hårdt.
    Da vores hund var omkring 6 år, opdagede vi at jeg var blevet allergisk, så de næste 4 år gik med masser af støvsugning, piller og vask af sengetøj/tæpper. Nu her 3 år efter hendes død, savner vi hende stadig, men vi skal ikke have hund igen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

livingonabudget

Louise

Jeg hedder Louise og er 34 år. Jeg bor sammen med Morten, Malte, Nora og vores to hunde i vores lille bungalow hus på landet.

Hos mig er æstetik i højsædet og her på bloggen kan du læse om alt fra DIY, livet på landet, rejser, opskrifter og boligindretning.

Jeg håber I bliver inspireret.

Scroll til toppen