Jeg er blevet selvstændig!!

Pling siger det. Ny mail i indbakken. Din virksomhed er nu registreret i Erhvervsstyrrelsen!

Hvis du havde spurgt mig for 2 år siden, så ville jeg have sagt at bloggen bare var en lille hobbybeskæftigelse ved siden af mit “rigtige” arbejde. Men faktum er, at de sidste 3 år har jeg hvert år fordoblet min indtjening og det sidste halve år har jeg ikke rigtig kunne følge med. Bloggen er ikke længere en lille hobby. Hele mit univers er blevet en del af min primære indtægtskilde, og jeg har derfor valgt at tage et stort, og nok også ret naturligt spring, i forhold til mit arbejdsliv.

Jeg er gået fra at skrive 1-4 indlæg om måneden til at skrive 8-12 indlæg. Og det er faktisk et rigtigt stort spring for mig. For det tager lang tid at skrive et godt indlæg, style og redigere billeder. Og jeg er utrolig perfektionistisk. Mit indhold skal være godt og noget I finder inspirerende og gider at læse. Jeg har også kunne mærke en helt ny interesse for min Instagram efter at jeg er kommet over 30.000 følgere (hvilket jo i sig selv er fuldstændig vanvittigt – lige knap 34.000. Wow det er mange!). Jeg bliver kontaktet af mange forskellige virksomheder, som jeg også gerne vil have tid til at være i en dialog med og få udarbejdet nogle gode aftaler med, som også kommer jer tilgode i form af f.eks. rabatter.

Jeg har i perioder arbejdet i døgndrift og haft svært ved at koble af og falde ned. I oktober sidste år blev jeg ansat i en IT virksomhed på 30 timer som salgs- og marketingsassistent. Et job som jeg er rigtig glad for. Gode kollegaer, en fast rytme, spændende arbejdsopgaver, struktur og et fast mødested. Men det sidste halve år har jeg arbejdet alt for meget. Mange af mine aftner og weekender er gået med at arbejde på bloggen, og jeg tog derfor tilløb til at spørge min arbejdsgiver om jeg kunne gå ned i tid. Og det kunne jeg! Hvor heldig har man lov til at være, når man i forvejen er på deltid.

Jeg følte, at det var det rigtige, at jeg dedikerede mere tid til mit hjertebarn “Livingonabudget”. Nu er jeg gået ned på 18 time og kan bruge resten af tiden på at blogge og alt det der hører dertil. I går fik jeg endelig et CVR nummer og blev momsregistreret og alt det der som hører til mit nye liv som selvstændig. Det lyder sgu helt vildt. Som I måske kan huske, så skrev jeg faktisk et blogindlæg for et års tid siden, hvor jeg sagde, at det selvstændige liv nok ikke var noget for mig. (Se det HER). Det handler om struktur. Og derfor er den her løsning med at have få timer i en virksomhed og så mit eget for resten helt perfekt for mig. Jeg glæder mig vildt meget til at have tid til at skrive meget mere på bloggen og lave mange flere DIYs end jeg har kunne nå tidligere, og måske berøre flere emner som interesserer mig.

Mere frihed

Det at være selvstændig giver også en helt uvurderlig frihed til at kunne tilrettelægge min tid meget bedre og prioritere at være sammen med min familie om aftenen i stedet for at arbejde. Morten arbejder flere dage om ugen i København og jeg er derfor tit alene med Malte og hundene, og i de dage er det så rart, at jeg bare skal møde ved mit eget skrivebord hjemme hos mig selv. Så skal vi ikke stresse ud af døren om morgenen fordi mor skal nå at møde ind til et bestemt tidspunkt. Jeg vil selvfølgelig stadig arbejde rigtig meget. Men nu har jeg hele dage som er sat af til det, hvor det før kun var om aftenen og i weekenderne.

Jeg glæder mig virkelig til at se, hvad det er for en dør jeg har åbnet, og så er jeg også glad for, at jeg har muligheden for stadig at have en fast base i mit “gamle” job, med kollegaer og faste rammer, så min kreative hjerne ikke flyver helt afsted med mig;)

Tusind tak for at du følger med! Du har været med til at gøre denne her drøm jeg har haft til virkelighed. Tak fordi du læser med!<3

Kærlig hilsen

Louise

FØLG MIG PÅ
LÆS OGSÅ

24 kommentarer til “Jeg er blevet selvstændig!!”

  1. Hvor er det stort, og hvor er du sej. Stort tillykke med den nye tilværelse og titel 🙂
    Og sikke er god måde at starte op på med en lille smule fast arbejde stadig. Helt perfekt, hvis man er lidt nervøs for usikkerheden i livet som selvstændig.

    1. Living on a budget

      Tusind tak, Pernille:) Og ja, det er nemlig en helt perfekt kombination. Jeg er bare så glad for at det kunne lade sig gøre:) Kh Louise

  2. Hvor lyder det bare fantastisk. Tillykke med springet 😘❤️ Måske vi kommer til at samarbejde på et tidspunkt.

  3. TILLYKKE med CVR nr og den nye tilværelse, sejt du gør det og en god måde (at starte på 👌🏻👏🏻😊) med stadig at arbejde lidt i dit gamle job. Held og lykke

    1. Living on a budget

      Tusind tak, Rikke. Jeg er så glad for min beslutning, og er sikker på, at det fører en masse godt med sig:) Kh Louise

  4. Jeg elsker bare at følge dig, for jeg synes du virker så ægte og sød, og du finder de fineste og smukkeste løsninger. Jeg ønsker dig alt det bedste for fremtiden og pøj pøj med dit firma 🙂

    1. Living on a budget

      Tusind, tusind tak Ann. Sikke en dejlig besked. TAK fordi du læser med, det betyder rigtig meget! Kh Louise

    1. Living on a budget

      Jeg kan med hånden på hjertet sige, at ingen af mine følgere på Instagram er købte. Det ville da være det mest tåbelige at bruge sine penge på. Og det gavner hverken mig selv eller de virksomheder jeg arbejder sammen med. Så! Jeg har derimod arbejdet hårdt for alle mine følgere siden 2013 og det bliver jeg ved med! Men dejlig at dem som køber følgere ødelægger det for os andre som ikke gør! Jeg er da ret interesseret i hvad dit belæg for din påstand er? Kh Louise

    2. Det er bare så ærgerlig når man har behov for at ødelægge andres glæde med en tåbelig kommentar

Der er lukket for kommentarer.

1CB00A1D-CB4A-493A-A09D-E52512D04103

Louise Uldall Otto

Velkommen til mit DIY univers. Her finder du en masse inspiration til gør-det-selv løsninger og boligindretning. Læs med om livet på landet, livet som mor og kvinde i 30’erne. 

Jeg håber, du bliver inspireret.

Kærlig hilsen

Louise

Populære indlæg

Scroll to Top