Sidste år tog vi på vores 2. kør-selv-ferie nogensinde og turen gik til Gdansk i Polen. Vi blev simpelthen så imponerede af Polen, at vi besluttede os for at gentage succesen, bare i Stettin. I kan læse min guide til Gdansk lige HER.
Vi var afsted med et vennepar og deres lille pige og havde booket en stor lejlighed gennem Booking.com. En rigtig fin lejlighed som lå lige i hjertet af den gamle by, med en masse restauranter om hjørnet. Vi var afsted fra lørdag til tirsdag og lejligheden kostede 2.900, hvor der var god plads til 4 voksne og 2 børn.
Stettin er et perfekt rejsemål, hvis man gerne vil på en lille getaway. Det tager ikke mere end 6-7 timer at køre (alt afhængig af hvor i DK man starter fra selvfølgelig). Og så lever man virkelig godt for små penge i Polen. Mad koster ingenting. Vi fik morgenmad fra bageren hver dag, og det kostede omkring 40 kr. for kager, rundstykker og brød til os alle.
Inden vi tog afsted læste jeg denne artikel fra Ekstra Bladet: Stettin: Paris på Polsk. Og så har jeg i langt tid fulgt med hos søde Janni @frkbjerke, som har besøgt Stettin flere gange med sin familie, og har en fast story på sin profil med gode steder at besøge i byen.
Følg den røde rute
Den røde rute er en “guidet” tur som fører en rundt til byens seværdigheder, hvor man på små skilte kan læse sig frem til hvad man står og kigger på. Det er en god måde at komme rundt i byen på. Hele ruten er omkring 7 km lang.
Parker og legepladser
Rigtig fin naturlegeplads bag Park Hotel
Hvis der er noget de kan finde ud af i Polen, så er det altså at have mange legepladser. Det er nærmest umuligt at gå 500 meter uden at støde på en park eller en lille legeplads. Så det er en fornøjelse med børn.
Besøg denne kæmpe park. Den er virkelig smuk!
Spis billigt i Stettin
Vi spiste faktisk alle aftner på restauranterne ved siden af vores lejlighed i den gamle by. Jeg tror ikke der ligger en restaurant i det kvarter, hvor man ikke får god mad. Den sidste aften spiste vi på en fin kælderrestaurant. Vi fik forret, hovedret, alle fik øl, drinks og sodavand, børnene fik børnemenu og juice og vi kom af med under 800 kr. Så det er altså vildt billigt at spise i Polen, også selvom man er på en lækker restaurant. Den første aften fik vi sushi og en af dagene fik vi is, kage og kaffe på cafékæden Columbus.
Shopping
Også Stettin har (ligesom Gdansk) flere shoppingcentre. Vi brugte en dag i centret Kaskada. Der ligger også et andet center tæt på som hedder Galaxy, og så har de en kæmpe outletbutik, men den nåede vi ikke at besøge.
Vi var virkelig heldige med vejret og havde 20-25 grader hver dag, og det gør jo selvfølgelig en del ved indtrykket af Stettin. Jeg synes at Stettin er en rigtig fin by, men skulle vi til Polen igen, så ville jeg hellere tage de 4-5 timer mere og køre til Gdansk. Det skyldes nok, at vi kørte mere rundt i Gdansk og kom rundt til flere steder. Vi var både i Zoo, i en trampolinpark og i Sopot som er en lille fin strandby.
Men det var en skøn tur til Stettin med et savnet vennepar, som bor i København, og jeg vil bestemt anbefale byen.
Jeg ville gerne have oplevet den underjordiske bunker, hvor man får et billede af hvordan polakkerne levede under jorden under 2. verdenskrig, men det må måske blive en anden god gang.
Hele ferien (med benzin) endte med at koste os 4.500 for os 3.
5 kommentarer til “Guide til budgetferie i Polen – Stettin (Szczecin)”
Spændende at læse begge dine indlæg om kør-selv-ferie og Polen. Vi skal på vores første kør-selv-ferie i år med to børn på 7 & 1 år. Vi har planlagt 2 nætter i Rostock, 2 i Stettin, 4 i Gdansk & 2 i Poznan 🙂 krydser fingre for godt vejr 😉
Prøv Krakow eller Warszawa. Worclaw er også dejlig, og Torun er en fin lille Perle. Stettin er ok, men lidt kedelig og industriel ift. de andre. Gdansk er naturligvis også dejlig.
Jeg vil SÅ gerne til Krakow en dag. Men jeg tror det bliver med fly så:) Tak for tippet:)
Jeg har flere gange kigget på Polen deal’s – det ser godt nok fristende ud, hver gang 😀
A
Do it. Polen er skøn:) Kh Louise
Der er lukket for kommentarer.