Reklame (da jeg har fået behandlinger i gave)
Kl. 14.19 d. 14. november kom Nora til verden og fuldendte vores lille familie på 4. Vi er fuldstændige enige om at vi “kun” bliver 4 med den graviditet jeg har haft, og lige efter fødslen var jeg da også ganske sikker på, at jeg aldrig går hverken en graviditet eller en fødsel igennem igen.
Efter en turbo fødsel, hvor jordmoderen også lige måtte tilkalde lidt ekstra assistance, fordi mine veer gik amok, så Nora dagens lys og hun slog fuldstændig benene væk under mig. Malte kom ved akut kejsersnit 4 uger for tidligt, og jeg var slet ikke klar mentalt. De første 4 dage på sygehuset klarede Morten alt hvad der havde med baby at gøre, fordi jeg havde så mange smerter efter kejsersnittet. Men efterfølgende husker jeg da, at jeg både tog i Bilka og kørte hjem for at vaske tøj. Vi endte med at være indlagt i 11 dage. Om det var fødslen eller de 5 år jeg er blevet ældre ved jeg ikke. Men med Nora kunne jeg ikke engang tage et smut til lægen alene. Bare tanken om at jeg skulle forlade hende fik tårekanalerne til at flyde over.
Nora er nu 4 uger gammel, og jeg føler på alle måder en enorm taknemmelighed over vores hverdag. Det hele er så meget anderledes end med det første barn. Vi er begge langt mere sikre i vores rolle som forældre, og især min rolle som mor falder mig langt mere naturlig. Der er en helt anden ro, og vi stresser ikke over, hvis hun lige ligger og kvækker lidt i liften.
Da Morten primært arbejder hjemmefra har vi også en kæmpe fleksibilitet, som betyder rigtig meget, og jeg synes vi er ret priviligerede i vores hverdag. Morten er godt nok i København 1-2 dage om ugen, og skal også inden længe begynde at overnatte derover i stedet for at køre frem og tilbage samme dag. Det bliver da lidt hårdt med to børn og to hunde, men det er prisen for fleksibiliteten de andre dage. Det vil være så nemt at fokusere på de to dage han er afsted og tænke at det bliver hårdt. For det gør det da sikkert. Men jeg vælger at tænke, at det klarer vi selvfølgelig. For sådan er det med tanker og det man siger højt. Hvis man tænker at det hele bliver hårdt, så bliver det det også.
Den største ting der har ændret sig for mig i forhold til barn nummer et er klart, at jeg hviler mere i det. Både i det at være mor men også i at tolke Noras signaler og tænke mere på mig selv og mine behov. Hvis jeg er fuldstændig udkørt, træt, sulten og har ondt i hovedet, så er jeg heller ikke verdens bedste mor. Så jeg prøver virkelig at lytte til min krop og hvad den har brug for. Noget jeg tidligere har haft rigtig svært ved, fordi jeg har følt at jeg svigter mit barn, hvis jeg ikke er der hele tiden. Forstå mig ret, jeg er der for Nora og min hjerne kredser om hende konstant, men jeg må også tage vare på mig selv, og det er heldigvis noget vi har mulighed for, fordi vi har valgt at strukturere vores hverdag, som vi har.
Den anden dag havde jeg besøg af Mette. Mette har arbejdet 12 år som sundhedsplejerske og er nu selvstændig som holistisk sundhedsplejerske og har lige skrevet sin første bog “Taknemmelighed – Elsk og styrk dit familieliv“. Mette ligger en stor ære i at guide og vejlede forældre til en bedre trivsel i familielivet. Jeg havde faktisk også besøg af hende inden fødslen, hvor jeg blev behandlet med kranio sakral for at få ro på nervesystemet og kroppen inden fødslen.
Mette behandler både mor og baby, og derfor har Nora også i hendes kyndige hænder. Hun havde heldigvis ikke de vilde spændinger efter fødslen, men fik løsnet lidt op i nakke og hoften. Det var sjovt at se, hvordan hun bare slappede helt af på nogle tidspunkter under behandlingen. Jeg er sikker på hun syntes det var lige så dejligt som jeg, efter jeg havde været på briksen.
Jeg glæder mig virkelig til at gå i gang med Mettes nye bog, for det er så nemt at komme til at fokusere på det negative, især, når man står i lortebleer og flere dage alene med to børn. Vi snakker tit om herhjemme at prøve at være mere positive og tale om mere positive ting, for man kan så let komme til at tale om det negative.
Det er egentlig lidt skørt at det falder en meget mere “naturligt” end det positive. Hvorfor er det så svært at tale om de positive ting der er sket for en i løbet af dagen frem for de negative? Eller om det positive der er sket i ens liv frem for det negative? Måske er det fordi vi er vokset op med janteloven og vi nødig vil virke selvhøjtidelige eller selvfede. Og hvis man skal tale om alt det der bare spiller, vil andre så opfatte en som bedre end dem?
Jeg vil virkelig gerne blive bedre til at tale om de positive ting i hverdagen, for jeg har så meget at være taknemmelig for. Jeg synes egentlig jeg har et positivt mindset, men jeg taler ofte om det negative. Jeg er spændt på at læse Mettes bog, som også fungerer som arbejdshæfte, hvor man kan skrive ned hvad man er taknemmelig for og hvad der har været positivt i ens dag, for med ligesom alle andre vaner så skal positiv kommunikation indøves, ligesom at det negative er tillært.
Hvor ofte tænker I over hvad I er taknemmelige for i jeres hverdag? Jeg synes faktisk tit det er noget vi glemmer at tale om.
6 kommentarer til “Når 3 bliver til 4 og lidt om taknemmelighed”
Tak for et godt og ærligt indlæg!!!
Tusind tak fordi du læser med❤️
Dejligt indlæg og hvor er hun smuk jeres Nora med store mørke øjne og hænderne op til hovedet 🙂
En holistisk sundhedsplejerske, fantastisk 🙂
Jeg tænker tit på hvad der er at være taknemmelig over og jeg nyder de små stjernestunder.
Min datter fik alvorlig kræft og var ved at dø, det sætter ligesom livet i et andet perspektiv.
Hilsner og en glædelig december til du og din dejlige familie 🙂
Tusind tak, Tina. Ja hold da op. Sådan noget sætter virkelig tingene i perspektiv!! Håber I må få en dejlig jul. Kh Louise
Jeg hørte Hjerne-Madsen på P1 forklare, at det er et levn fra urmennesket, og at vi derfor er indstillet til negativ tænkning og bekymring for at sikre overlevelse og forudse farer (dengang for at undgå at blive ædt af vilde dyr).
Ej hvor skørt. Underligt at evolutionen ikke lige gar gjort op med det♀️ kh Louise
Der er lukket for kommentarer.